Sange

Vaj højt, vaj stolt og frit vort flag,
med dugen hvid og rød!
Og vidn, vor sag er Danmarks sag;
vi vil ej savnes på denne dag,
da terningen om liv og død
skal rulle i dets skød!

Vaj højt, vort mærke, fra din stang
i solskin, regn og vind!
Flyv lystigt gennem skov og vang,
ombrust af glade stemmers klang,
men væk og alvor i vort sind,
vie os til manddom ind!

I østen stiger solen op,
den spreder guld på sky,
går over hav og bjergetop,
går over land og by.

Den kommer fra den favre kyst,
hvor paradiset lå;
den bringer lys og liv og lyst
til store og til små.

Den hilser os endnu så smukt
fra edens morgenrød,
hvor træet stod med evig frugt,
hvor livets væld udflød,

Den hilser os fra lysets hjem,
hvor størst Guds lys oprandt
med stjernen over Bethlehem,
som østens vise fandt.

Og med Guds sol udgår fra øst
en himmelsk glans på jord,
et glimt fra paradisets kyst,
hvor livets abild gror.

Og alle stjerner neje sig,
hvor østens sol går frem:
Den synes dem hin stjerne lig,
der stod ved Bethlehem.

Du soles sol fra Bethlehem!
Hav tak og lov og pris
for hvert et glimt fra lysets hjem
og fra dit paradis. 

Spænd over os dit himmelsejl.
Rør jorden med din finger.
Lad himmelbuen være spejl
for lyset, som du bringer.
Sæt fredens bue som et skjold
mod mørke, død og krigens vold –
du himmelbuens Herre

Skænk os det klare kildevæld,
som skaber liv i strømmen.
Vi finder ikke kilden selv,
så hold os fast på drømmen:
At du er livets kilde, som
får blinde til at se sig om –
du underfulde Herre

Vær sol på vores mælkevej,
og varm os i din sfære.
Lad Hellig-ilden brede sig,
så vi får mod at bære
vor klode som en blomstereng,
et liv i broget sammenhæng –
du fællesskabets Herre.

Du satte dig selv i de nederstes sted.
Du satte dig op mod de stores fortræd.
Du satte dig ind i de yderstes nød.
Du satte dig ud over dødsangst og død.

Nu taler du til os fra højeste sted,
hvor ingen kan udsætte dig for fortræd,
og lever og lider dog med os endnu,
så ingen er mere i live end du.

Du kæmper i verden for frihed og fred,
når andre gir op, bliver du viljefast ved.
Du følger os ind i den yderste nød
og kalder os ud af den inderste død.

Du sender os ned i de nederstes sted.
Du sætter os op mod de stores fortræd.
Du lever i os i de inderste lag.
Vi lever i dig på den yderste dag.

Ja vi er danske spejdere
og løftet som blev givet
en vårdag brusende og fri,
står på vor pande skrevet:
For Gud for konge og fædreland
Hvor end dig livet stiller,
vær rede, når det gælde,
med hjerte, hu og hånd.

Vær rede! Hør den stormens il,
som gennem verden skrider,
holdt spændt din streng,
hold blank din pil –
nu er det brydningstider.
Nu knytter vi vort broder bånd
i venskab og i gammen,
nu smeder vi det sammen
om hele Danmarks land.

Bakke ned og bakke op
går vi frem i sluttet trop,
frem til nye syn af landet fra den
næste bakkes top.
Rundt omkring os milevidt, ser vi
landet smile blidt. Se, du gamle land
om du kan holde trit, trit, trit!

Forsanger: Er I med?
Alle: Vi er med, før os kun fra sted til sted!
Forsanger: Under tvang?
Alle: Nej, med sang, går vor målbevidste gang
Vi skal ud og bygge op,
det er målet for vor trop
at det sande sunde sind må bo i kraftig krop!

Mangen gammel bondeby
stod en gang så frisk og ny,
tømret op af raske karle
under sol og sommersky.
Skov blev ryddet, rub og stub.
Endnu mindes mand og trup
i årtusindgamle navne, dem på
-rup, -drup, -strup

Omkvæd

De var danske, de var fri,
’drenge’, hed de li’som vi
Fri at færdes i det fri, var det, de alle
bedst ku’ li’.
De har lyttet til Ansgar,
og måske blandt dem vi har
vores egen gamle tip-tip-tip-oldefar!

Omkvæd

Og når vi nu holder trit,
kan vi høre deres skridt
ud i landet, de har bygget, og hvor
kirker lyser hvidt.
Og fra bakkens frie top
ser vi målet for vor trop:
at vi selv engang er med at bygge
Danmark op

Omkvæd

Alle skal synge det er parolen
Vi holder sammen i tykt og i tyndt
Venner med regnen,
Venner med solen
Vis hvad I kan nu er sangen begyndt

Store og større og største på tur
Nu skal det høres om stemmerne dur
Her er de små og, her er de større
Her er vi største og her kommer jeg!

Sommer og vinter, lyder der toner
Det er naturen der synger som vi
Suser det højt i træernes kroner
Er det en strofe af vor melodi….

Omkvæd

Her er signalet, nu skal vi tralle
Så det kan høres i syd og i nord.
Ingen må svigte, samling for alle
Det gi’r humør når vi synger i kor….

Omkvæd

Nu er jord og himmel stille,
vinden holder tyst sit vejr,
og der lyder ingen trille
fra de høje, stille træer,
kun de fjerne frøers kvækken,
køers kalden over vang
og et dæmpet spil af bækken
til vor egen stille sang.

Men når sangen er forstummet,
vil vi hører end en klang
lys og klar fra himmelrummet,
det er lærkens aftensang.
Fra i morges inden gryet
har den jublet glæden ud
og sin himmelflugt fornyet
med endnu en tak til Gud.

Tak for dagen, som er omme,
for en lang og dejlig dag,
tak for dage, som skal komme,
og for dem, der ligger bag.
I det høje, lyse fjerne
mødes sangen mild og klar
med den første aften stjerne
som et kærligt smil til svar.